D. 1. januar 2015

Så fik jeg fejret nytårsaften på spansk og det var en oplevelse.

Der er mange ting at tage hensyn til, hvis man vil ha' et lykkeligt liv og det vil jeg da gerne.

Uanset om du er mand eller kvinde så vil du møde den store kærlighed i det kommende år, hvis du er iført rødt undertøj nytårsaften SÅ DET VAR JEG.

Hvis du bærer rundt på en kuffert nytårsaften kommer du på mange spændende rejser, MEN DET VAR ALTSÅ FOR BESVÆRLIGT.

Hvis du som kvinde har hvid kjole på denne aften, vil du blive gift det kommende år. DET UNDLOD JEG.

En mønt i skoen betyder økonomisk velstand SÅ DET HAVDE JEG DA SELVFØLGELIG.

På de tolv klokkeslag ved midnat skal man spise 12 druer og det skal være en ved hvert klokkeslag. Det vil betyde, at man får et år fyldt med lykke. DEN KLAREDE JEG som den eneste og det var fanden fisme svært.

Efter druerne skåles der i Cava og hvis man lægger et stykke guld i glasset vil man få sendt sin økonomi i den gode retning, men vi fik ikke Cava og jeg havde alligevel heller ikke noget guld.

Så alt i alt burde jeg kunne se frem til et 2015, hvor jeg møder den store kærlighed, får økonomisk velstand og et år fyldt med lykke og det er da ikke at foragte.

Vi fejrede aftenen sammen med Ole, Jeanne og Kristian på den danske restaurant La Pataleta i Torrox Costa, hvor Brian og Michael er værter.
De er to søde, imødekommende og festlige gutter der virkelig forstår at hygge om gæsterne og lave super lækker mad.

Vi var ca. 35 gæster og som forret fik vi en roulade af torsk og laksemousse, kæmperejer og en lille hummer med hummersauce. Hovedretten bestod af oksemørbrad med whiskysauce, dobbeltindbagt kartoffel med ost og bacon, tomatsalat, waldorffsalat og stegte grøntsager. Til dessert var der chokoladekage, ostekage og tiramisu.
Det hele var bare så lækkert og og resten af aftenen var der fri bar, chokolader, kransekage og andet guf.

20141231 193502    20141231 193509    20141231 193515

 

Da klokken var ca. 4.30 tog Flemming og jeg en taxa hjem og nu kommer Ole og Jeanne snart og kører mig ned efter Marie inden de vender næsen op mod bjergene.